RejsRejsRejs » Rejsemål » Europa » Danmark » Børnevenlige aktiviteter i Nordsjælland: Her er 5 steder, I skal prøve
Danmark

Børnevenlige aktiviteter i Nordsjælland: Her er 5 steder, I skal prøve

Børnevenlige aktiviteter nord for københavn nordsjælland
Søger du også inspiration til, hvad du kan lave med dine børn eller børnebørn? Her er 5 tips.
Skodsborg banner Tropical islands Berlin princess cruises banner

Børnevenlige aktiviteter i Nordsjælland: Her er 5 steder, I skal prøve er skrevet af Mia Helt.

Nordsjælland byder på masser af børnevenlige udendørs aktiviteter

Hvad kan du lave med dit barn i weekenden nord for København?

Der er heldigvis mange muligheder, og masser af børnevenlige udendørs aktiviteter.

Nordsjælland har nemlig masser at byde på af smuk natur, skov og strand – og en masse steder, du måske ikke har hørt om. Så tag dine børn eller børnebørn i hånden og nyd den friske nordsjællandske luft sammen.

Læs med og få mine 5 bud på, hvad du kan lave med dine børn i den del af Nordsjælland, der ligger tæt på København.

Alle de her børnevenlige aktiviteter i Nordsjælland er testet af på mine egne børn, og det er bestemt nogle af familiens favoritter.

Kartoffeltryk, sæbekassebiler, nisser og Orla Frøsnapper – Frilandsmuseet har det hele

Glade børn, der løber rundt imellem gamle og smukke stråtækte huse – det er da et besøg værd!

Direktøren for Nationalmuseet, Rane Willerslev, har været med til at skabe et spændende univers for børn på Frilandsmusset. Han har i flere interviews fortalt, at renoveringen på museerne blandt andet skyldes hans overbevisning om, at børn lærer bedst igennem leg.

Frilandsmuseet afspejler netop det; det er børnenes museum, og det betyder spændende og børnevenlige aktiviteter året rundt.

Hver sommer kan du blandt andet opleve Orla Frøsnapper-festival, hvor det meste af Frilandsmuseet bliver forvandlet til en stor 70´er-legeplads. Her kan du spise lakridspiber, lave batik t-shirts, køre i sæbekassebiler og opleve en masse anden underholdning med teater, cirkus, sang og musik.

Desuden finder du aktiviteter for børn såsom skattejagt, blomsterbinding, Halloween-events og nisse-eventyr.

Frilandsmuseet har også mange dyr som heste, grise, får og katte, som du kan kæle med. Kig efter den gamle herregård, der stammer fra Djursland, hvor man ofte kan smage på mad fra gamle dage.

De fleste børn synes, at det er sjovt at være med i køkkenet eller smage på den mad, der bliver tilberedt.

Da jeg var forbi herregården forrige gang, var det fineste bord dækket op med friske blomster, æg fra gården, hjemmelavede pirogger og en citronfromage, der smagte himmelsk.

På Frilandsmuseet er der virkelig noget at opleve, her kommer alle sanser i brug, og så er der endda masser af naturoplevelser for hele familien.

Frilandsmusset ligger i Sorgenfri ved Lyngby, hvor I også kan kombinere udflugten med en sejltur på Lyngby Sø med Baadfarten i sommersæsonen.

Banner rejsekonkurrence
Vedbækfundene børnevenlige aktiviteter nordsjælland nord for københavn Danmark

Vedbækfundene: Hils på Jacob – et 7000 år gammelt moseskelet           

Du har måske ikke hørt om Vedbækfundene, men alligevel vil jeg anbefale, at du tager en tur forbi det lille museum i Nordsjælland.

Her finder du både moseskelettet Jacob og også andre genstande og dyr, som kan dateres 7000 år tilbage i tiden.

Desuden er der sjove aktiviteter for børn. Har du måske nogensinde tænkt over, hvordan det føles at røre ved en sort bjørn eller et vildsvin? Dette og meget mere, kan du prøve ved Vedbækfundene.

Til børnene er der lavet en lille skattejagt, hvor både små og store børn kan løse opgaver. De kan også få lov til at skyde med bue og pil, og I kan derfor leve jer ind i, hvordan det var at leve i Jægerstenalderen.

Vi havde selv meget sjov med at forsøge at ramme plet på de opstillede vildsvin og hjorte ude på pladsen foran museet.

Efter jeres besøg vil jeg anbefale jer at gå en tur igennem Gl. Holtegaards barokhave. Barokhaven ligger i forlængelse af Vedbækfundenes museum. Her finder du intet mindre end 30.000 km2 barokhave til fri afbenyttelse.

Der er sjove labyrinter, hulahopringe og en lille naturlegeplads.

I efterårsferien bugner æbletræerne i barokhaven af saftige æbler, der er lige til at spise. Her kan store og små deltage i Æbledagen og prøve kræfter med at presse deres egen æblemost, synge sange om et bål, gå på skattejagt og lytte til koncerter.  

Vedbækfundene er gratis for børn, og der er fri adgang til Gl. Holtegaards barokhave alle dage hele året rundt.

Skovlegeplads og motionsbane – børnevenlige aktiviteter i skoven

Ude midt i Dyrehaven tæt ved Skodsborg Station dufter der altid af gran og bål.

Gran fra de mange gamle træer, som omringer skoven, og bål, fordi der ofte er en børnehave eller børnefamilie der sidder og hygger sig rundt om et bål og spiser madpakker.

Legepladsen er håndskåret af træ og er – udover at være en eventyrlig legeplads formet som skovens mange dyr – samtidig et imponerende hånd- og kunstværk at kigge på.

På modsatte side af legepladsen er der til de større børn og voksne en svær forhindringsbane, man kan prøve. Vi taler crossfit-lignede forhindringsbane, så den er ikke nem, men den er sjov.

I kan for eksempel tage tid og se, hvem der hurtigst klarer sig igennem banen.

Er vejret godt, vil jeg anbefale, at I går hen til Bøllemosen 500 meter fra legepladsen. Har I fiskenet med, kan I fange haletudser og andre spændende smådyr. I kan også være heldige at finde vilde blåbær.

Alt i alt er området omkring skovlegepladsen en dejlig måde at tilbringe en dag i Nordsjælland.

Jeg vil dog anbefale, at man tager forbi på en hverdag eller kommer tidligt en formiddag, da stedet af gode grunde er blevet vældig populært i weekenderne.

I kan parkere tæt ved legepladsen ved Skodsborg Station, lige nord for København.

  • børnevenlige aktiviteter nordsjælland nord for københavn Danmark
  • børnevenlige aktiviteter nordsjælland nord for københavn Danmark

Maritime Taarbæk Havn og legeplads

Lidt nord for den lidt overrendte Bellevue Strand finder du Taarbæk Havn og søbad. Der er ikke mange mennesker, men i stedet fred og ro samt flere badebroer og strande, du kan bade fra.

Her emmer af idyl om sommeren med sol og fuglekvidder, små hyggelige fiskerhuse, duften af udsprungne hybenroser og summen fra folk, der stopper op og taler med hinanden.

Bådene ligger for havn i lille hyggelige Taarbæk med udsigt over Øresund til Skåne på den anden side, og der er saltvand i luften.

Hvis det ikke er nok med sommeridyl og charme, ligger den nok mest velplacerede legeplads på Taarbæk Skole tæt på.

Her kan børnene rutsje ned af et fyrtårn, hoppe op i en fiskekutter eller klatre ned af edderfuglens næb.

Da legepladsen ligger på en skole, kan man kun besøge den en hverdagsaften eller i en weekend. Til gengæld vil du på en søndag kunne møde andre børnefamilier og få frisk luft til hovedet, mens børnene leger på den maritime legeplads, der er designet af det berømte firma Monstrum Playgrounds.

I kan parkere overfor Taarbæk Skole, hvis I er i bil.

find et godt tilbud banner 2023

Ordrupgaard kunstpark: Kunst i børnehøjde

I Nordsjælland tæt på Dyrehaven finder du Ordrupgaard, der også rummer et museum med dertilhørende kunstpark. Parken bærer præg af en international kunstscene, der lige så vel kunne ligge i New York som i Charlottenlund.

Her kan du opleve det japanske tehus eller klatre højt op i et bambustårn.

Eller hvad med at hoppe igennem det cirkulære kunstværk med røg og vind, der er skabt af den islandske kunstner Olafur Eliasson?

Om sommeren kan du nyde en is i caféen, der ligger i en bygning tegnet af den verdensberømte irakisk/britiske arkitekt Zaha Hadid.

Om vinteren kan du medbringe din egen termokande med te og noget hjemmebag; det kan måske være med til at overtale dine børn til at komme ud og få noget luft.

I påsken byder Ordrupgaard på flere aktiviteter for børn, blandt andet skattejagt, hvor Påskeharen har gemt små påskeæg rundt omkring i parken.

Ligesom mine andre anbefalinger er der her plads til interaktiv leg, hvor børnene kan interagere med de forskellige udstillinger i parken. Det gør det sjovere for børn at komme med på tur.

Du finder desuden glimrende klatretræer og en spejllabyrint.

Har du lyst til endnu mere frisk luft, anbefaler jeg en gåtur igennem den altid smukke Dyrehave.

I Dyrehaven er der rigt dyreliv, hvor du både kan spotte kronhjorte, musvåger eller noget så eksotisk som en pony. Ponyridning er enormt populært i Dyrehaven, og ved Fortunen kan du leje en pony, du selv kan gå rundt med, hvis dine børn har brug for en pause i benene.

Børn - rejser - rejsevaccinationer

Gode apps til børneaktiviteter nord for København

Jeg kan anbefale, at I downloader et par apps til børnene hjemmefra.

I kan for eksempel prøve:

  • Geocatching: Skattejagt i hele Danmark
  • Vild Mad: Nomas stjernekok René Redzepi inspirerer børn til at spise vild mad i naturen
  • Naturbingo: Hent gratis bingoplader fra naturlaboratoriets hjemmeside
  • TrollMap.com: Thomas Dambos troldeskattejagt om trolde, der både findes i Danmark og i udlandet

                                                                 

Vidste du: Her er 7 oversete mad-oplevelser du skal prøve i Østrig! 

7: Gourmet i 3,000 meters højde på Ice Q restaurant i Tyrol
6: Spis ost på oste-gaden i Bregenzerwald ved Vorarlberg
Få nummer 1-5 med det samme ved at skrive dig op til nyhedsbrevet, og kig i velkomstmailen:

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

                                                                 

børn - rejser

Her er 5 spændende børnevenlige aktiviteter i Nordsjælland

  • Frilandsmuseet
  • Vedbækfundene
  • Skodsborg Skovlegeplads
  • Taarbæk Havn og Taarbæk Skole
  • Ordrupgaard kunstpark

God fornøjelse med Nordsjællands mange børnevenlige aktiviteter!

Om forfatteren

Mia Helt

Mia er mor til to, og ønsker at vise sine børn den store verden.

At den ikke kun er dyster, og det som medierne ofte udstiller, men at den er meget mere end det. Verden skal opleves, menneskene skal mødes og den lokale mad skal spises. Mia har rejst en hel del til USA og Brasilien, som hun har besøgt 6 gange.

Til februar holder Mia 3,5 måneders orlov med sin familie.

Her går turen til Florida, Costa Rica, Panama, Den Dominikanske Republik og Bahamas øerne.

Tilføj kommentar

Kommentér her

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.

Inspiration

Rejsetilbud

Facebook coverbillede rejsetilbud rejser

Få de bedste rejsetips her

Nyhedsbrevet sendes ud flere gange om måneden. Se vores datapolitik her.